Jeg filter jo – også andet end fuckfingre – og er vild med at lave trolde. De skal helst være så dellede, stornæsede og beskidte at se på som muligt, gerne med svampe, der gror på dem. Derudover laver jeg nogle, jeg kalder "skumlinger", som bare er lidt mere skumle udgaver af noget andet.
Jeg har altid malet og tegnet og har også freelancet med det i en periode.
Derudover arbejder jeg med ler og forskelligt garnhåndværk – generelt er jeg ret vild med skabende processer.
Jeg går meget op i naturen, både at bevare den og bruge den. Jeg sanker efter sæson og konserverer diverse råvarer. Derudover har jeg en nyttehave og holder nyttedyr i svingende omfang.
Sidste år fik vi den brillante idé at give vores datter et akvarium med fisk i gave... Det har resulteret i, at jeg nu har en delvist ufrivillig akvariehobby.
Jeg elsker at smage ny og gerne mærkelig eller anderledes mad. Jeg er vokset op med, at vi én gang om året havde noget, vi kaldte "mærkeligt mad-dag". Det gik ud på, at vi besøgte små butikker med anderledes varer, fandt mindst én ting, vi aldrig havde prøvet før, og lavede noget med den.
Jeg interesserer mig for spiritualitet og overtro – dog ikke på den måde, at jeg selv tror på det. Jeg elsker fantasien i det og synes også, det er spændende fra en antropologisk vinkel.
Jeg har intentioner om at udvikle flere hobbyer i fremtiden, såsom brygning, neglekunst, bagning og pyntning. Fermentering har jeg allerede eksperimenteret lidt med – blandt andet kombucha og kefir.