En bullet journal er et opgave/kalendersystem, der blev udviklet af Ryder Carroll da han var studerende og kæmpede med sin ADHD.
Helt oprindeligt var det et simpelt task-system med symboler der stod for forskellige typer af opgaver i hverdagen som skulle klares og holdes styr på. Det ser således ud:
De fleste bullet journals genkendes på deres dottede sider fremfor linjer eller tern. Dette er for at brugeren helt selv kan designe hvordan deres system skal se ud.
I bund og grund er det et build-a-calendar system.
Det blev ekstremt populært fordi konceptet lagde op til at folk tænkte kreativt og fandt på deres egne systemer.
Snart handlede det ikke kun om at holde styr på aftaler, lektier eller folks fødselsdage, men blev også en måde at holde styr på sin livsstil så som humør, søvn, motion, kost, budgettering osv. osv.
Det blev især populært blandt unge kvindelige studerende og jeg var selv ret vild med det da jeg stadig studerede.
Mit nuværende setup er skåret helt ind til benet og tager form af meget simple ugekalendre som jeg selv designer. Det tager tid at sætte op, men så har du til gengæld også præcis den kalender du ønsker i stedet for at du får et eller andet standard system som slukker gnisten.
Som sagt, meget simpelt og ikke super overdænget. Jeg plejede at gå helt amok med en månedskalender, en ugekalender OG dagbog for hver dag med humør-tracker, søvn-tracker, vand-tracker, vejr-tracker, motion/gåtur/mad og alt muligt andet tracker og jeg lavede et ekstra point system til mig selv oven i task-delen af min kalender og hver måned fik sit helt eget tema med detaljerede tegninger og og farver og pis mig i øret. Til sidst kunne jeg ikke selv følge med fordi jeg ville tracke hele mit liv ned til mindste detalje og så døde konceptet lidt for mig.
Denne gang holder jeg det dog helt simpelt. Er også blevet 7 år ældre og har hverken tid, overskud eller lyst til at spilde min tid med at fylde en masse indhold i min bujo. Den skal bare være funktionel.
Her er lidt af det jeg plejede at fylde i mine bullet journals:
Du kan prøve at søge på bullet journal eller bujo online. Så kommer der en masse eksempler på systemer som forskellige folk har brugt eller bruger. Det er meget personligt og man kan altid få en fornemmelse af hvordan folk er når man kigger på de layouts de laver. Alt fra de helt clean setups til rodehovederne, der næsten går mere op i kunstnerisk udtryk end funktionalitet.