Kulturmandag

Off topic, men kunne det være på tide at give denne glimrende ugentlige tråd sin egen identitet?

Jeg synes den fortjener det nu, istedet for at være lidt et ekko af en tråd på dailyrush :)

Jeg nyder formatet og det lidt uformelle oplæg, så det skal i den grad blive ved. Måske bare uden den lange tekst der forklarer hvor konceptet stammer fra.

For nu at snakke om hvad jeg har foretaget mig, var jeg i Hareskoven i går i mange timer, hvor jeg bla. stødte på en Blå Mosaikguldsmed, der fløj rundt om mig i en stund, tæt nok på til virkelig at betragte den.

Aldrig set så stor en guldsmed så tæt på, det var altså en ret fed oplevelse.

Den er særlig fordi den bla. bevæger sig længere væk fra vand end de fleste andre guldsmede. Og så er den ret så stor.

Det var fedt at stå i en lysning i skoven, med bregner over det hele og den flyvende rundt. Sat tilbage i tiden nogle millioner år.

Jeg er begyndt at kaste mig over flere udenlandske og ikke-amerikanske film når jeg går på biblioteket. Kan virkelig mærke hvor glad jeg bliver indeni over at se film fra andre kulturer, især film jeg aldrig har hørt om før.

Senest kan jeg anbefale tre film til dem, der interesserer sig for udenlandske film der ikke er hollywood.

Kvinde På Krigsstien som er en gakket, men uhyggeligt relevant islandsk film fra 2018. Den omhandler en midaldrende kvinde, som er naturaktivisternes svar på V for Vendetta. Temaet i filmen er mere relevant i dag end da filmen blev lavet og jeg kunne slet ikke forstå at den var fra 2018. Det føltes faktisk som om instruktøren må have haft en krystalkugle med nogle af de tematikker hun belyser i filmen. Den formår også at sprede et vigtigt budskab uden at blive irriterende. Jeg hader prædikende film og selvom denne film har et meget klart budskab, så tager den ikke sig selv alt for alvorligt og er ganske humoristisk og syret til tider, hvilket både er charmerende oh hjælper med at gøre budskabet autentisk. Og så er den bare flot filmet.

Life, Above All er en sydafrikansk film fra 2010, der handler om en 12 årige pige, hvis familie rammes af AIDS og bliver socialt udstødt af lokalsamfundet. Den 12 årige nægter at opgive dem hun elsker også selvom det sociale pres fra hendes omverden næsten er ubærligt. Det er en meget smukt og rørende film om loyalitet og at stå ved sine principper selv når alt i verden er imod dig. Den sydafrikanske kultur får lov til at ånde frit i denne film og mange at Sydafrikas støtte problematikker og tabuer bliver belyst med en enorm empati for både hovedpersonen og hendes familie, men også for menneskene i lokalsamfundet som, trods deres grove adfærd overfor familien, stadig består af gode og kærlige mennesker, der blot bærer på en enorm frygt og sorg over hvordan AIDS har påvirket deres liv hver især. Fantastisk skuespil fra især moderen, den strenge nabokvinde og stedfaderen. Nogle gange glemte jeg næsten at det var en film og ikke en dokumentar fordi de var så overbevisende.

Tangerines fra 2013 er en estisk-georgisk film om en ældre herre, der bor langt ude på landet på en mandarin-plantage da han og hans nabo bliver vilket ind i en konflikt mellem georgiere og tetjenere og pludselig må huse to sårede soldater - en fra hver side. Det er en film der har fokus på pacifisme og beskuer krig fra almindelige bønders synsvinkel mens de prøver at passe deres daglige pligter. Jeg har generelt en interesse i citrus-farming, hvilket er hvorfor jeg lånte filmen i første omgang, og jeg var faktisk klar på at se en halvanden time lang film om en gammel mand, der passer sin plantage og være lykkelig nok ved det, men at de lige smider en betændt konflikt ind mellem tetjenere og georgiere også, det kan jeg sgu ikke beklage mig over. Filmen har en ret god humor og endnu bedre værdier. Den form for pacifisme man møder her er den kloge, velovervejede og rolige slags. At disse bondemænd kan bevare roen midt i så vanvittig en situation er fanme imponerende. Vi har ikke set den færdig endnu, men det gør vi nok i morgen. Både min kæreste og jeg er ret betagede af filmens stemning. Min eneste anke ligenu er at jeg gerne vil se mere mandarin-høst, men jeg ved også godt at det ikke handler om mandariner sådan for alvor haha.

Jeg har lige set Hotel Romantik på DR og må indrømme: hvis det er standarden for reality-tv, så er jeg gået glip af noget helt vildt godt. Jeg har allerede grint, grædt og været forarget over fjernsyn, men på den okay måde. Det er stadig reality, bevares, men på en pæn måde. Og de her mennesker bliver faktisk ikke portrætteret dårligt - tværtimod. Der er varme, respekt og ægte liv i det.